Storytelling

Den journalistiske tilgang giver autentisk storytelling

Jeg er flasket op på Politiken. For mig betyder det, at troværdighed, research, gode levende formuleringer, målrettet formidling og den gode interessante historie er grundnerven i mit arbejde. Når millioner af mennesker – deriblandt landets magthavere – har adgang til at læse, hvad du skriver, er der ikke noget alternativ til kvalitet, og en ”off day” er ingen undskyldning.

Sådan er det naturligvis også, når jeg skriver for mine kunder. Forskellen er, at jeg arbejder strategisk med at få din virksomhed til at fremstå stærk, dygtig og troværdig, mens det er pakket ind i en god historie eller en formidling, hvor det virker naturligt, og hvor du når ind under huden på læseren.

Vil du gerne fortælle historier fra din virksomhed, som kan mærkes? Som får den til at fremstå, troværdig, interessant og værdifuld? Så er du på rette spor! For det er den gode storytelling, der giver dig et loyalt publikum.

Jeg specialiserer mig i at finde, fange og formidle de gode historier fra din virksomhed og få dem ud og arbejde for dig – enten på dine egne kanaler eller i medierne. Tekster er ikke bare tekster. Det ved vi, der har brugt mange år på at lære kunsten. Det ved dine læsere, og det ved Google.

Det handler om at tænke i historier. “Show it – don’t tell it” hedder det i min verden.

Det betyder eksempelvis, at vi ikke bare siger ”Med Hubspot som CMS og CRM Værktøj kan du opnå mere effektiv marketing og øget salg.”

For at understøtte det fortæller vi også historien om, hvordan en kunde øgede sin omsætning med 200% det første år, de brugte Hubspot. Historien om en glad virksomhedsleder, der ellers var ved at miste modet efter fire år uden reel vækst og med natlige grublerier som, ”Hvordan skal jeg kunne konkurrere mod de etablerede spillere, der smider markedsføringskroner om sig, som kom de fra en bundløs pengebrønd?”

En tæt på udbrændt ejerleder, der nu – et år efter at have implementeret Hubspot – oplever vækst og succes og kan lave kvalitetsmarketing med de samme to ansatte. Og ovenikøbet har ansat en ekstra – for nu skal det store SEO-potentiale indfries.